Kontakt os

LandboGruppen kan fejre 10 års jubilæum

For mange er det en stor beslutning at sælge og forlade et livsværk, som et landbrug jo er, og vi lægger vægt på at være i øjenhøjde med kunderne, siger direktør Bent Holm.

Når den landsdækkende ejendomsmæglerkæde LandboGruppen i år fejrer ti års jubilæum, kan direktør Bent Holm se tilbage på ti år med fremgang og markant vækst. Omsætningen er alene de sidste seks år næsten femdoblet, og LandboGruppen har i dag en markedsandel på over 20% af markedet.

”Faktisk kom LandboGruppen godt fra start – når lige vi ser bort fra den ”detalje” der hedder finanskrisen – starter Bent Holm med et smil og fortæller at selskabet blev etableret i februar 2008. Vi kom ind i et marked med dygtige kon-kolleger og det har helt naturligt, været en lang og god proces at opnå tillid fra markedet”.

En god interesse

”Vi har siden oplevet en god interesse for at sælge landbrug og landbrugsvirksomheder via vores fem butikker og syv afdelinger rundt omkring i landet. Det gælder både store produktionslandbrug, liebhaverejendomme og mindre hobbyejendomme.

Desuden arbejder vi med vurdering af ejendomme til brug for bl.a. virksomhedsomdannelse, ligesom vi i de senere år i højere grad ser eksterne investeringer i dansk landbrug og håndterer det,” siger Bent Holm.

Viste os tillid

Ejendomsmægler Hans W. Henriksen, Landbogruppen Nord, var med lige fra start:

”LandboSyd, JYSK landbrugsrådgivning og LandboNord fandt sammen og skabte Landbogruppen – siden kom LMO og SLF til. Holdningen var, at indtægterne fra mæglervirksomheden skulle komme landmændene til gode. Det var en hård start lige inden finanskrisen, og vi måtte kæmpe om markedsandelene, men vi kunne glæde os over, at kunderne viste os tillid, og vi fik flere og flere opgaver,” siger Hans W. Henriksen. Han fortæller ligeledes at det specielt glæder ham at der er sket en stor stigning på omsætningen af landbrugsejendomme – for det betyder jo rent faktisk at landmanden har fået solgt sin virksomhed og kan komme videre i tilværelsen.

LandboGruppen havde et fantastisk 2017, tendensen er fortsat ind i 2018 og derfor søges der nye kollegaer til alle afdelinger – så har du interesse for erhvervet så kig endelig forbi vores hjemmeside lyder opfordringen fra ejendomsmægler Hans W. Henriksen, LandboGruppen Nord.

Udpeget som gazelle-virksomhed

LandboGruppen har 23 medarbejdere og afdelinger i Vojens, Aabenraa, Esbjerg, Herning, Søften, Viborg og Brønderslev. En milepæl blev nået, da en af LandboGruppens butikker i 2017 blev udpeget som Gazelle-virksomhed – i et år med den største omsætning af landbrugsvirksomheder og ejendomme siden starten i 2008.

LandboGruppen siger kunderne tak for 10 års tillid.